Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Radikale Venstre i Dragør

Softice eller UNESCO? Det er ikke spørgsmålet

Det er ikke overraskende, at fronterne er trukket skarpt på i diskussionen om Dragør som UNESCO-verdensarv. Hele den politiske proces – og ikke mindst debatten – har været uskøn. Der bliver tegnet et billede af, at man enten vil lade UNESCO-turistmasserne vælte ind over Dragør, eller at man modsætter sig enhver udvikling af frygt for ikke at kunne finde en parkeringsplads lørdag formiddag.Spørgsmålet er, om vi diskussionen er fair: Er der virkelig nogen, som ønsker, at Dragør drukner i en flodbølge af turistister? Eller er der virkelig et flertal i Dragør, der mener, at alt skal være som det plejer?

Det tror jeg ikke, og det ville være mere konstruktivt at tale om, hvad vi egentlig vil med Dragør som turist-destination. Hvis man spørger en gennemsnitlig københavner om, hvad de forbinder med Dragør, vil et flertal svare, at det er et sted, man tager hen for at spise en softice på havnen. Eller inden for det seneste år: At det er endestationen for Amarminoen, hvor man kan tage bussen tilbage til byen. Selvfølgelig vil der være undtagelser, men det generelle billede afspejler, at Dragør aldrig har haft en turiststrategi – og de seneste år i øvrigt heller ikke en turistchef. Vi har langt fra været gode nok til at tegne et billede af os selv. Hvad vil det sige at have en turismestrategi? Jo, for en menneskealder siden besluttede den pittoreske landsby Hay-on-Wye på grænsen mellem England og Wales, at man ville have en andel af turiststrømmene mellem de to lande. Ikke så mange turister som muligt, men turister, der kunne bidrage til byen såvel økonomisk som kulturelt. Man besluttede sig for, at man ville være Storbritanniens boghandlerby, og i årtier har modne kvinder med gråt pagehår og unge studerende med smarte briller rejst til Hay-on-Wye for at købe bøger og sidde på cafeer og snakke litteratur. En by med under 2000 indbyggere havde en overgang over 20 boghandlere – og et utal af cafeer.

Jeg ved ikke, om Dragør skal være Danmarks boghandlerby, have verdens længste krabbebro eller gøre hver dag til Sildens Dag – eller noget helt femte. Men det er et sted at starte diskussionen. Så længe man ikke har en vision, vil udviklingen i bedste fald handle om, hvem der kan stable flest kugler og flødeboller oven på en isvaffel. Med al respekt for vores isbutikker, er det image, der hverken tilfører ret meget kommercielt eller kulturelt til Dragør som by. Måske kunne UNESCO verdensarv være det rigtige redskab. Måske skal det være noget andet. Så længe vi ikke har en sammenhængende vision – eller politikere, der er dygtige nok til at føre den ud i livet - kan det ene svar være lige så godt som det andet.

Michael Rachlin

Spidskandidat for Radikale Venstre i Dragør